Bryllupper var de bedste

Gennem  mange  år var jeg organist,  et job jeg trivedes med, selv om der var skiftende arbejdstider og også kirkehandlinger, som var meget sørgelige og svære at lægge fra sig, når man havde fri. Den bedste kirkehandling for mig var bryllupperne, et bryllup er en højtidelig ceremoni for og med glade mennesker. Af en eller anden grund begyndte jeg at interessere mig for brudekjoler samtidig med, at jeg morede mig med at gætte på, hvilken personlighed bruden havde.

Enhver brud stiller krav til sin brudekjole, og af kjolens snit, længde og pynt kunne jeg ofte overordnet resonere mig frem til, hvilken mennesketype bruden var. En klassisk smuk kvinde med orden i sit liv bærer som regel en lang råhvid, enkel brudekjole uden nogen form for pynt, kun med en ægte perlekæde om halsen.

Den sporty pige vælger en kjole, som hun befinder sig godt i. Hun tænker måske ikke så meget over, hvordan hun tager sig ud, hun prioriterer bekvemmeligheden og vil have lov til at kunne bevæge sig frit til sit bryllup.

Den rappe, modebevidste kvinde vælger ofte en kort model,  et fransk design af mærket Alexis,  og for hende er det vigtigt, at hun ser godt ud, gerne lidt udfordrende med et twist af mystik. Til at fremhæve mystikken bærer hun et langt tyndt slør, som delvist skjuler den bare ryg.

Jeg har selvfølgelig aldrig fået verificeret mine betragtninger, det behøver jeg heller ikke, for jeg er sikker på at jeg ikke har taget fejl en eneste gang.

Back to Top