Jagende bordherre

Til en rund fødselsdag forleden fik jeg en rigtig hyggelig bordherre, som jeg faldt i snak med. Det viste sig, at manden var ivrig jæger og var med i et konsortium på Fyn. Samtidig var han meget interesseret i jagthunde og havde gennem tiden opdraget mange hunde til at apportere. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at fortælle om vores egen labrador, som forleden blev skræmt af skud, og at vi oplevede, at hunden nu var knap så selvstændig og nysgerrig som tidligere. Min bordherre fortalte, at det er uheldigt, at en jagthund har sådan en oplevelse. Den kan risikere at blive skræmt af alle former for høje lyde og derfor reagere aggressivt.

Under kaffen senere på aftenen faldt manden også i snak med min mand, og de enedes om, at jægeren skulle låne hunden i et par dage og tage ham med på jagt. Han garanterede, at han kunne få den til at apportere og ikke flygte under jagten, så efter mange overvejelser tog vi mod tilbuddet.

Vi var spændte på at høre, om jægerens garanti var holdbar, men vi fik en glad og også træt hund hjem søndag eftermiddag, hvor der stadig lød skud fra skoven. Derfor besluttede vi at gå en aftentur med hunden, og selv om der var aktivitet i jagtområdet, og vi var tæt på, reagerede hunden ikke negativt. Tværtimod var han klar til at gå på jagt igen, for han logrede, hver gang der lød skud og tog stand for at være klar til at hente byttet. Og mon ikke han skulle med på en del jagtrejser?

Back to Top