Om at låne penge

Min mor, der nu har rundet de 80 år, har de senere år været temmelig fortvivlet over min fars forhold til penge. Efter at han solgte sin forretning og trak sig tilbage, havde de faktisk en bomstærk økonomi med en pæn kapital i ryggen.

Men så skete der det, at min far begyndte at spille. Han har aldrig tidligere i sit liv vist tegne på ludomani, men på sine gamle dage kunne han ganske enkelt ikke styre sin trang til at spille på alle mulige forskellige former for spil.

Det fik i løbet af få år deres kapital til at skrumpe gevaldigt ind, og på et tidspunkt var der ikke flere likvider at bruge af, og deres pensioner rakte bestemte ikke til hans store forbrug på grund af spillelidenskaben. Uden at fortælle min mor om det, begyndte han at optage lån forskellige steder. Det var let nok for ham, for han var jo ikke registreret nogen steder som dårlig betaler.

På et tidspunkt gik det op for min mor, at far havde skabt sig en efterhånden betydelig gæld, som hun slet ikke kunne overskue deres muligheder for at betale tilbage. Hun var vred, og trods den høje alder og det faktum, at de for længst havde fejret guldbryllup, overvejede hun faktisk at lade sig skille fra min far.

Hun fortalte mig om problemer – vel nok i det håb, at jeg kunne hjælpe ved at tale dunder til min far og overbevise ham om det uheldige i bare at gå rundt og låne penge, som han skulle bruge til at spille op.

Men inden jeg nåede så langt, faldt min far en dag om med en hjerneblødning og døde. På en måde kan man sige, at hans opførsel de senere år havde den heldige virkning, at min mor faktisk ikke sørgede voldsomt over hans død. Der var vel oven i købet tale om en form for lettelse hos hende, selv om hun nu stod tilbage med al hans klatgæld.

Eller rettere – for det var ikke længere klatgæld – en enkelt større gældspost, som hun i kraft af deres ganske almindelige ægteskab med fælleseje hang på. Min far havde nemlig kort før sin død optaget et nyt samlelån for at få de mange små gældsposter ud af verden.

Min mor talte om at sælge huset for at kunne tilbagebetale lånet, der var på 200.000 kr. og i øvrigt med pant i huset som sikkerhed. Jeg protesterede voldsomt, for jeg vidste, hvor meget hun holdt af de hus, som de har boet i gennem hele deres liv sammen. Jeg spurgte hende, om far ikke havde en livsforsikring, og jo det havde han da, men den havde hun slet ikke tænkt på.

Jeg hjalp hende med at gennemsøge hans personlige papirer og fandt da også en police på en livsforsikring, og ifølge den havde han en forsikringssum på 800.000 kr. Min mor gjorde store øjne, og hun har nu fået udbetalt forsikringssummen og tilbagebetalt lånet, så hun nu har en pæn formue tilbage.

Back to Top