Italiensk er bedst

Nu skal vi jo også passe på, at det hele ikke bliver for klinisk, sagde min mand, da vi i aftes sad med en større bunke kataloger for at vælge fliser til vores nye – eller rettere sagt totalrenoverede – badeværelse. Det er egentlig utroligt, hvor mange overvejelser der kan gemme sig i noget, der på papiret virker så enkelt som valget af fliser.

Bemærkningen kom nok, fordi jeg fra starten havde været ret sikker på, at væggene i brusenichen skulle være helt hvide. Brusenichen er nemlig det eneste sted i badeværelset, hvor væggene skal beklædes med fliser hele vejen rundt, og jeg kunne godt lide tanken om et lyst og roligt udtryk netop dér. Hvide fliser virker enkle, og de passer godt til den rene stil, vi ellers havde i tankerne.

Jeg protesterede dog lidt mod min mands bekymring. For mig behøver hvide fliser ikke nødvendigvis at give et klinisk indtryk, særligt ikke hvis resten af rummet får lov til at skabe modspil. Jeg foreslog derfor, at vi kunne vælge en mørkere farve til gulvet. På den måde ville gulvet danne en tydelig kontrast til de lyse vægge, samtidig med at rummet stadig ville føles lyst.

Et badeværelse skal også have karakter

Det var egentlig dér, vores snak begyndte at blive mere konkret. Vi var enige om, at badeværelset ikke måtte ende med at se for ensartet ud. Når man vælger hvide fliser, kan det være fristende at fortsætte med helt glatte, ens flader overalt, men vi ville gerne have lidt mere varme og karakter i rummet.

Vi bladrede derfor videre i katalogerne og kiggede ikke kun på farver, men også på overflader, kanter og størrelser. Det er små detaljer, men det er netop den slags, der kan ændre helhedsindtrykket. En flise kan være hvid uden at være helt streng i sit udtryk, og en mørkere klinke kan godt føles rolig frem for tung, hvis den indgår i den rigtige sammenhæng.

Jeg havde nok i begyndelsen mest set på farven, mens min mand var mere optaget af, om fliserne virkede for perfekte og glatte. Det viste sig heldigvis, at vi ikke behøvede at vælge enten det helt enkle eller det meget rustikke. Vi kunne godt finde noget, der havde begge dele.

De hvide fliser blev ikke for skarpe

Vi fandt faktisk et fornuftigt kompromis. Min mand har egentlig ikke noget imod helt hvide fliser, og i et af katalogerne fandt vi nogle hvide fliser, som straks skilte sig ud. De var ikke helt snorlige i glasuren langs kanterne, og det gjorde en større forskel, end man måske skulle tro.

De let bølgede kanter gav fliserne et mere levende og rustikt udseende. De var stadig lyse og enkle, men ikke sterile. I stedet for at ligne en meget glat og ensartet flade havde de lidt struktur og personlighed. Det var præcis den detalje, vi manglede for at få fjernet ethvert anstrøg af det kliniske, som min mand havde været nervøs for.

Det var også rart at opdage, at vores første idé ikke behøvede at blive opgivet. Jeg kunne beholde de hvide vægfliser, som jeg havde ønsket mig, mens min mand kunne se, at det færdige udtryk alligevel ville få mere varme. Når man renoverer, er det nok ofte den bedste løsning: ikke at holde for hårdt fast i én bestemt forestilling, men at finde den version af idéen, der fungerer bedst for begge.

Italienske klinker til gulvet

Min mand fik i det samme katalog øje på nogle italienske klinker med samme struktur i glasuren. De var nærmest mørkt flødefarvede, og vi var hurtigt helt enige om, at de ville passe perfekt til den stil, vi gerne ville opnå.

Farven var mørkere end de hvide vægfliser, men stadig ikke så mørk, at den ville dominere rummet. Den flødefarvede tone passede fint til den lidt rustikke struktur og skabte den kontrast, jeg havde forestillet mig fra begyndelsen. Samtidig var der en klar forbindelse mellem væg og gulv, fordi både fliserne og klinkerne havde det samme let ujævne præg i glasuren.

Det var netop kombinationen, der gjorde udslaget for os. Havde gulvklinkerne været helt glatte og meget mørke, kunne kontrasten måske være blevet for hård. Havde de derimod været for lyse eller for ensartede, ville rummet sandsynligvis have mistet noget af den dybde, vi gerne ville skabe. De mørkt flødefarvede klinker ramte efter vores mening en god balance.

Størrelserne skaber den sidste kontrast

Vi kunne vælge mellem to forskellige størrelser på de enkelte fliser og klinker, og også her brugte vi lidt tid på at veje mulighederne op mod hinanden. Det var fristende at vælge samme størrelse på væg og gulv for at skabe et gennemgående udtryk, men vi syntes, at badeværelset ville få mere liv ved at variere formaterne.

Derfor valgte vi den mindste størrelse til vægfliserne og den største til gulvklinkerne. På den måde får væggene et mere detaljeret udtryk, mens gulvet samler rummet og giver en roligere flade. Forskellen i størrelserne understøtter også kontrasten mellem de hvide fliser i brusenichen og de mørkt flødefarvede klinker på gulvet.

Efter at have set så mange muligheder var det en lettelse endelig at kunne træffe beslutningen. Vi endte ikke med et helt hvidt og klinisk badeværelse, men heller ikke med et tungt eller mørkt rum. I stedet fandt vi en løsning med lyse vægge, et mørkere gulv, let bølgede kanter og forskellige størrelser. Det føles som en stil, der både er enkel, varm og lidt rustik – og så var vi heldigvis begge tilfredse med resultatet.