Et hårdt job

Min mor arbejder på et kvindehjem. Som socialrådgiver. Hun er vistnok dygtig til sit job. Har stor erfaring med at tale med kvinder, der enten har været udsat for vold eller trusler. I de sidste mange måneder har hun dog været på grænsen til stress. Muligvis fordi presset på krisecenteret har været ret stort. Covid-19 har jo afsløret for mange, hvem deres partner i samlivet i virkeligheden er. Hun taler om, at det er for dårligt, at regeringen kun afsætter en ganske lille pulje til den slags kvindehjem, som det, hun arbejder for. Hun kunne faktisk godt have brugt hjælp. Og har stadig brug for hjælp. Der er stadigvæk et stort pres. Og hun har en idé om, at det pres vil stige. Nu, hvor maskerne i de forskellige hjem er faldet, så kan man se frem til flere og flere episoder, der involverer vold i en eller anden form mod kvinder.

Ind i politik?

Min mor er meget harm. Utilfreds med, at en regering, der siger, at den vil støtte de svage i samfundet, næsten vender dem ryggen. Faktisk, så taler hun om, at hun vil gå aktivt ind i politik. Der skal gøres meget mere for de kvinder, der lider, men som ikke tør eller kan forlade deres hjem. Og det betyder i hendes øjne ikke, at der skal etableres flere kvindekrisecentre rundt om i landet. Nej. Der skal laves oplysningsarbejde om alt det potentiale, som voldsramte kvinder besidder, og som kan vendes til noget produktivt (og skattebetalende)!

Temmelig vred

Hun er helt opslugt af vrede og gråd, imens hun taler til os om sit job. Det er sådan en vane, vi har: Når hun kommer hjem fra arbejde, sætter vi os i stuen, eller ude i haven og får en sludder om, hvordan dagen er gået. Min far, som er læge, fortæller hende, at han er enig med hende. Han fortæller en grusom historie om, at han tilså en kvinde i dag, som faktisk havde været udsat for grov vold. Han forsøger dog at berolige min mor ved at fortælle hende, at politisk arbejde er meget tids- og ressourcekrævende.
Hun er ligeglad. ”Jeg må og skal bare gøre noget ved den her håbløse situation.”

Hvilket parti?

Han spørger hende om, hvilket parti hun så vil melde sig ind i, og hvordan hun vil gribe det an.

Min mor kan ikke lige svare. Så langt har hun ikke tænkt i sin frustration og træthed. Hun trækker på skuldrene og fortæller, at hun vil starte med at lave noget research: Hvor mange kvindehjem findes der egentlig i Danmark – og hvor mange kvinder og børn huser de. Hvordan står det i relation til de registrerede og anmeldte sager om vold i familien? Hvordan fungerer et almindeligt dansk kvindekrisecenter? Hun vil afdække, hvordan de kan forbedres. Hun vil lægge budgetter. Stille prognoser op. Og så vil hun skrive artikler på diverse medier om krisecentre i Danmark. Hun vil gøre sig selv til eksperten, der ved alt om, hvordan et krisecenter fungerer – eller ikke fungerer. Min far omfavner hende. Trøster hende. Fortæller hende, at hun skal slappe af og tage fri i nogle dage.