Forsikringen blev brugt
Det var en barsk oplevelse at komme ind i vores hus, da vi for snart fire uger siden kom hjem fra vinterferie. Et vandrør var tydeligvis sprunget, og vandet fossede ud fra badeværelset, da vi kom ind i huset. Jeg løb hurtigt ned i kælderen, hvor stophanen er placeret, og fik lukket for vandet.
Min kone var grædefærdig, for omfanget af ødelæggelserne var alvorligt. Der stod flere centimeter vand på gulvet i alle rummene i stueetagen, mens der ikke var sket skader på første salen, hvor vi har vores soveværelse og tre andre værelser.
Men det kunne jo ikke nytte noget bare at tude over tingenes tilstand, så jeg fik ringet til det VVS firma, vi normalt bruger, og de lovede at sende en mand over med det samme. Han fandt hurtigt frem til et frostsprængt vandrør i skunken lige over loftet til badeværelset, og han kunne berolige os med, at røret var nemt at komme til, så han kunne udbedre skaden samme dag, så vi kunne få vand på systemet igen.
Derefter fulgte så en træls opgave med at få opgjort skadernes omfang. Jeg kontaktede næste morgen vores forsikringsselskab, som lovede at komme samme dag for at besigtige skaderne. Heldigvis har vi alle vores forsikringer i det samme selskab, for i det her tilfælde ville der nok blive tale om, at flere forskellige forsikringer skulle dække de forskellige tab.
Vores husforsikring skal naturligvis dække ødelæggelserne på selve huset og reparationen af det sprængte vandrør, men jeg var da lidt i tvivl om, hvilken forsikring der skal dække for eksempel de ødelagte gulvtæpper i stuen.
Omvendt kunne der ikke være tvivl om, at det var vores indboforsikring, der måtte punge ud til erstatning af de ødelagte møbler. Det var stort set alle vores møbler i hele stueetagen, der var så ødelagte, at det var nødvendigt med en udskiftning. Ganske vist havde vandet kun stået nogle få centimeter over gulvhøjde, men træet i møblerne havde suget så meget vand, at de reelt var totalt ødelagte.
Det erkendte vores forsikringsselskab heldigvis også, så der var ikke udsigt til noget alvorligt “slagsmål” om erstatningerne. Jeg tror nu også, at forsikringsselskabet var ganske imødekommende på baggrund af, at det er mere end syv år siden, vi sidst har haft behov for at få erstattet noget. Den gang var det vores familieforsikring, der trådte til med erstatning for en stjålet cykel, som desværre aldrig blev fundet igen.
Nu har diverse håndværkere været i gang i flere uger med at renovere vores hus. De er blevet færdige med at udtørre huset efter oversvømmelserne, og der er nu lagt nye trægulve i hele stueetagen undtaget badeværelset og køkkenet, hvor vi har klinker, som ikke tog skade af vandmasserne.
Næste skridt bliver indkøb af nye møbler til erstatning for de ødelagte. Vi har aftalt et bestemt beløb med forsikringsselskabet, hvorefter vi kan købe, hvad vi vil indenfor den aftalte beløbsramme. Heldigvis er hverken fjernsyn, computer eller stereoanlæg beskadiget, da de var placeret for højt til at komme i kontakt med vandet.